Kongens By - Baggrund
Historisk baggrund
Stedet er København 1536. Danmark er ved så småt at komme til hægterne igen efter først at have været under Christian II (1513-23), der gjorde sig upopulær over for blandt andre svenskerne, og derefter Frederik I (1523-33) der ikke interesserede sig meget for styret, boede hele sin regeringsperiode på Gottorp Slot og ikke engang talte dansk. Da han døde i 1533, opstod der en konflikt mellem forskellige synspunkter, og sagen endte med borgerkrigen Grevens Fejde, der varede til 1536 hvor Frederik I's søn, Christian III stod som sejrherre og rigets nye konge.
Samfundsforhold
Samfundsklasser: Konge, adel, borgere og bønder. Herudover et gejstligt hierarki med bisperne i toppen. En biskops status i samfundsordenen var som en magtfuld adelsmands. De rigeste adelsfolk havde egne gårde i København som de boede på når de var i byen; ellers boede man på gæstgivergård under besøg i hovedstaden.
Adelsfolk havde ret til at bære våben; ellers var det forbudt i byerne med mindre man havde kongens tilladelse. Selv om man som adelig havde ret til at bære våben i byerne, var det dog ikke velset, og kun ganske særlige forhold gjorde at man tog sine våben med.
Herredagen bestod af "rigets mægtigste mænd". Herredagen mødtes når det var nødvendigt og udgjorde Rigsrådet der blandt andet valgte kongen, udarbejdede håndfæstninger og lovgav i begrænset omfang.
Købstæderne havde eneret på handel og håndværk. Bystyret med borgmesteren i spidsen havde ansvaret for den kommunale administration. Det var påbudt at hver by skulle ansætte postbude og oprette herberger. Prostituerede kvinder henvistes til særlige bydele.
Byerne var omgivet af mure, og byportene var låst om natten. Det var ikke tilladt for nogen at gå ud eller ind af byen om natten uden borgmesterens tilladelse. I København var der tre byporte: Vesterport, Nørreport og Østerport.
Geografisk bestod Danmark af det nuværende Danmark, Slesvig, Holsten, Norge, Skåne, Halland og Blekinge samt Island.
Lægekunst og medicin
"Lægevidenskaben" var delt op i to: Den ene afdeling bestod af medicinere, der blev uddannet på universiteterne og var teoretikere. De diagnosticerede sygdomme ud fra et kendskab til "de fire kropsvæsker": blod, slim, gul galde og sort galde. Sygdom skyldtes ubalance; enten et overskud eller et underskud af en eller flere af de fire kropsvæsker. Behandlingen foregik ved indsmøring eller indtagelse af lægeurter. Stillet over for et lig kunne medicinerne som oftest ikke afgøre dødsårsagen med mindre de havde fulgt sygdomsforløbet. Obduktion var ukendt, uhørt og uinteressant (personen var jo død).
Barberkirurgerne var den anden type af læger. Kirurgi var et håndværk og ikke noget der foregik i lærde kredse; det var meget praktisk kombineret med barberfaget da begge dele krævede skarpe instrumenter. Barberkirurgerne kunne afsætte defekte lemmer og behandle andre umiddelbart synlige defekter ved at skære dem af.
Religion
Den danske befolkning var en blanding af katolikker og lutheranere. De almindelige borgere var overvejende lutheranere, og blandt landets adel fandtes mange katolikker, men også en del lutheranere (blandt andre var Christian III overbevist lutheraner). Danmarks bondestand var stort set ligeglad med den sag. Danmark var indtil 1527 officielt katolsk og hørte under paven i Rom, men brød med paven dette år.
Der havde ikke været nogen decideret religionskrig (selv om Grevens Fejde havde religiøse undertoner) men der var en vis uro i befolkningen med hensyn til religiøse spørgsmål. Det bundede nok mest i en usikkerhed over for hvad det nye system eventuelt ville føre med sig.
I de omkringliggende lande var situationen følgende: Tyskland: Religionskrig, overvejende lutheranere; Frankrig: katolikker; England: angelikanske kirke (hjemmelavet prostestantisk kirke); Sverige: brud med katolicismen 1527, protestanter under kongens beskyttelse.
Lov og ret
Retssystemet havde tre instanser: byretten, landstinget og Rettertinget. Byrettens domme kunne appelleres til landstinget og videre til Rettertinget. Rettertinget var landets øverste retsinstans. Det var Herredagen der, når forsamlet, fungerede som denne domstol; tinget bestod med andre ord af de samme mænd som udgjorde Rigsrådet.
Loven håndhævedes af byens skultus der var både dommer og politimester. Skultussen udpegedes af kongen. Hver by skulle lønne tre sagførere der skulle føre retssag for "de mindre veltalende".
Grevens Fejde
Denne borgerkrig startede da Frederik I var død og Rigsrådet skulle vælge en ny konge blandt hans sønner. Rigsråderne var overvejende katolikker og ville gerne have en katolsk konge på tronen, men Frederik I's eneste myndige søn, hertug Christian (senere Christian III), var overbevist lutheraner. Nogle af råderne så gerne den gamle kong Christian II (katolik) tilbage på tronen, mens andre støttede hertug Christian. Der blev derfor ballade. Fejden startede på grund af et religiøst spørgsmål, men da den var kommet i gang, blev spørgsmålet mere jordnært: hvem skulle være konge i stedet for kongen?
Tilhængerne af Christian II fik støtte fra Lübeck og grev Christoffer af Oldenburg, og hertug Christian fik støtte af svenskerne (der var vist noget med nogle døde svenske adelsmænd i Stockholm ca. 15 år tidligere som de stadig var sure på Christian II over).
Christian II stod stærkt på Sjælland og havde tilslutning i Nordjylland hvor Skipper Klement med sin bondehær bankede Rantzaus adelshær og befriede folket. Hertug Christians hær stod i det sydlige Jylland, og for at komme fra Jylland til Sjælland og rigets hovedstad skal man som bekendt over Fyn. Fyn blev derfor en slagmark uden lige; Odense blev plyndret to gange; første gang af Christian II's hær da den tog Fyn, og anden gang af hertug Christians hær som straf for at byen havde været for hurtig til at overgive sig første gang.
Mod slutningen af krigen blev Skipper Klements bondehær banket af hertug Christians bedre udrustede hær. Fyn og Sjælland blev erobret, og København blev belejret. Belejringen tog hårdt på byens almindelige befolkning; kun de rige havde råd til mad, og til sidst gik borgerne på gaden og krævede forhandlinger med den belejrende hær. Københavns befolkning var således glad da belejringen var forbi, og hertug Christian fik en heltemodtagelse i byen.
Hertug Christians hær bankede Christian II's, og hertug Christian blev derfor den nye konge: Christian III.