≡

Anosmi

܀ en side om ikke at kunne lugte ܀
×

Intro

Jeg kan ikke lugte, sådan er jeg født.

Der findes meget lidt information på dansk om anosmi (også kaldet lugtblindhed), så derfor har jeg bestemt mig for at lave denne side så evt. interesserede kan finde lidt information om emnet.

Da jeg er født uden lugtesans handler siden mest om kongenit anosmi (dvs. medfødt anosmi), men stakler der har mistet lugtesansen kan forhåbentlig også få lidt ud af den.

Det første afsnit er en samling af fakta om anosmi. Jeg har forsøgt at svare på de spørgsmål som jeg selv ofte er blevet stillet.

Andet afsnit er min egen anosmi-livshistorie. Jeg har den med fordi det har været utroligt vigtigt for mig at høre historier fra andre folk der er født uden lugtesans, så jeg har et lille håb om at nogen måske kan bruge den til noget.

Til sidst har jeg samlet nogle link til andre sider om anosmi som jeg har fundet interessante.

Fakta om anosmi.

Hvad er anosmi?

Anosmi er det ikke at kunne lugte.

Kan man smage når man ikke kan lugte?

Dette er det hyppist stillede spørgsmål når folk hører man ikke kan lugte.

Svaret på sørgsmålet kommer an på hvad der menes med at kunne smage. Det er min erfaring at folk der "er ved deres fulde 5" mener noget andet med at smage end jeg f.eks. gør. Når jeg taler om smag så mener jeg hvad smagssansen, dvs. smagsløgene på tungen, kan fortælle mig om det jeg putter i munden. Hvis det et det man mener når man spørger om folk med anosmi kan smage så er svaret på spørgsmålet ja. Smagssansen er ikke påvirket af at lugtesansen ikke virker.

Desværre er det normalt ikke det folk mener når de vil vide om jeg kan smage. Når de taler om smag så mener de det sanseintryk de modtager når de spiser noget, og disse sanseintryk komme ikke kun fra smagssansen men også fra de øvrige sanser.

Primært kommer sanseintrykkene når 'man' spiser fra smagssansen, lugtesansen og følesansen.

Det er indlysende at hvis man ikke kan lugte mangler hele aromadelen af smagsoplevelsen og man har derfor ikke det samme sanseintryk af maden hvis man ikke kan lugte som en person med alle sanser intakte har.

Det store spørgsmål er så om det er korrekt at sige at man ikke kan smage hvis man ikke kan lugte, fordi man ikke har det samme sanseintryk som folk der kan lugte. Min personlige mening om dette er at det ville være noget vrøvl at sige. Jeg talte på et tidspunkt med en af mine venner som er farveblind om netop dette. Fordi han er farveblind kan hans øje opfange færre farver end mit øje kan, men selv om han tydeligvis mangler en del af det sanseindtryk jeg har når jeg ser på verden vil jeg aldrig påstå at han ikke kan se. Med samme argument er det forkert at sige at en person der ikke kan lugte ikke kan smage.

Prøv at se på nedenstående billede. Forestil dig at det er et billede af hvordan paella (eller en eller anden madret du kan lide) smager for folk "ved deres fulde 5". Hold der efter musen hen over billedet. Forestil dig at det er sådan er smagsindtrykket af paella for en person der ikke kan lugte. En person der er vandt til at opleve 'billide 1' når han spiser paella, vil måske mene at hvis man oplever 'billede 2' når man spiser paella, så kan man ikke smage paella.

Men en person som Aldrig har kunnet lugte og derfor forventer 'billede 2' vil mene at paellaen smager præcis som den skal. Prøv at holde musen over nedenstående billede. Det er hvad jeg mener forskellen på at kunne smage og ikke at kunne smage er.

Medfødt anosmi versus mistet lugtesans

Der er stor forskel på hvor slemt det er at miste lugtesansen og det aldrig at have kunnet lugte. Det kan måske undre lidt da resultatet jo er det samme, nemlig at man ikke kan lugte noget. Men psykologisk er der meget stor forskel.

Hvis vi går tilbage til billedet ovenfor og igen ser på det som smagsindtrykket af paella. 'billed 1' er sådan som en person som kan smage opfatter paelle, 'billede 2' er sådan som en person uden lugtesans opfatter paella

En person der mister lugtesansen har en tenden stil at fokusere på hvad der mangler på 'billede2' i forhold til 'billede 1'. Alle de blå og mange af de orange og røde farver mangler (svarende til at aromaen fra paellaen mangler). En person der aldrig har kunnet lugte vil istedet fokusere på at 'billede 2' har et kompliceret grønt kryds, nogle rødlige cirkler (som du garenteret ikke lagde mærke til på 'billede 1') og lidt gult krydderi (svarende til at paella er en krydret ret der indeholder spændende ting som skaldyr, ris og løg)

Med dette forsøger jeg at sige at folk der mister lugtesansen meget tit fokuserer på at det er synd for dem at de ikke længere kan 'smage' maden 'rigtigt', og altså fokuserer på hvad der mangler/hvad de har mistet. Folk med kongenit anosmi fokuserer derimod på hvordan maden smager. For os mangler der ikke noget, når vi spiser af paellaen forventer vi ikke at paellaen har nogen aroma/duft så for os smager paellaen som den altid har smagt, rigtigt lækkert :).

Folk der mister lugtesansen bliver ofte deprimerede. Både fordi de føler et afsavn, og fordi de har svært ved at overbevise deres venner og familie om at det faktisk er et problem for dem at de ikke kan lugte, for de fleste mennesker ser anosmi som en bagatel.

Noget som folk der er født uden lugtesans har tilfælles, og som folk der har mistet lugtesansen senere i livet ikke har oplevet, er det at vokse op uden at fatte en brik af hvad lugt er, i en verden hvor lugte er en dagligdags ting. Børn bliver normalt undersøgt for om de kan se og høre, men ikke for om de kan lugte. Alle antager som en selvfølge at et barn kan lugte, så der går typisk mange år før man finder ud af at man faktisk ikke kan lugte. Det lyder måske underligt at man ikke ved at man ikke kan lugte hvis man er født uden lugtesans sådan forholder det sig altså (se evt afsnittet Min historie)

Når man er født uden lugtesans går man tit og føler sig anderledes, eller dum fordi alle andre tilsyneladende kan noget man ikke selv kan. Der er ingen der forklarer en hvad der er galt, der er ingen hjælp at hente, man må selv finde ud af hvad der er galt. I modsætning til folk der har mistet lugtesansen har de fleste mennesker med kongenit anosmi har mange bandomshistorier hvor denne usikkerhed gør sig gældende til fælles.

Er anosmi farligt

Anosmi kan i visse situationer være farligt, men normalt er det bare upraktisk.

Det værste problem ved anosmi er at man ikke kan lugte ting som gas, røg og fordærvet mad, og det kan enhver vel sige sig selv kan give problemer. I værste fald kan man dø fordi man ikke kan lugte en gaslækage eller røgen fra en ildebrand. Men for det meste er gaslækager sjældne, og skulle man komme ud for en er sandsynligheden for at man er alene generel ikke så stor. En røgalarm kan sørge for at man opdager en ildebrand i tide, og man kan normalt bruge øjnene, en anden persons næse eller datoen for sidste salgs dag for at finde ud af om mad er fordærvet.

Hvor hyppigt er anosmi?

Til det spørgsmål kan jeg kun svare: "Det ved jeg ikke."

Anosmi er ikke noget ret mange læger tager alvorligt, så der findes ikke rigtigt nogle statistikker om dette. Den bedste statistik jeg har kunnet finde om emnet er denne: Statistik fra Anosmia foundation.

Til dette kan jeg tilføje at jeg selv bor i københavn og kender her personligt til 3 personer der er født uden lugtesans. Min egen fætter faldt for nogle år siden og slog sit hoved så uheldigt at han mistede lugtesansen. Til sammenligning kender jeg 2 personer med nedsat hørelse og jeg kender ikke nogen der er blinde. Dette er nok ikke en helt retffærdig statistik, men pointen er at der findes en del anomikkere her i verden.

Savner man ikke at kunne lugte?

Et spørgsmål jeg nogle gange er blevet stillet er om jeg ikke savner at kunne lugte. Personligt savner jeg lugtesansen lige så meget som jeg savner mit røntgensyn. Jeg synes det kunne være cool at at have røntgensyn, tænk at kunne se gennem vægge eller se på lækre mænd selvom de er pakket ind i vintertøj, men da jeg aldrig har haft røntgensyn savner jeg det ikke. Præcis ligesådan har jeg det med min lugtesans - det kunne være cool at vide hvilken slags mad der bliver lavet ude i køkkenet selv om man sidder inde i stuen, eller at vide om ens barn har lavet lort i bleen uden faktisk at skulle se efter, men eftersom jeg aldrig har haft nogen lugtesans savner jeg den ikke.

For folk der har mistet lugtesansen er situationen selvfølgelig en anden. De plejer at sige at de savner deres lugtesans meget, men da jeg aldrig har mistet min lugtesans har jeg svært ved at sige noget begavet om hvordan det føles.

Min historie

Jeg kan ikke lugte. Jeg er født uden lugtesans, men jeg fandt først ud af som 15 årig at jeg ikke kan lugte og aldrig har kunnet. Det har tit undret mig siden at hverken jeg selv, min familje eller nogle af mine venner har lagt mæke til det før, men i situationer hvor min manglende lugtesans gjorde sig gældende virkede der altid til at være en fornuftig forklaring på hvorfor jeg ikke kunne lugte lige på det tidspunkt. Typisk var forklaringen "du er nok forkølet". Det var lidt træls at jeg altid var forkølet når der var noget at lugte, jeg følte mig meget uheldig :(

Blomster skal ses med næsen

Første gang jeg kan huske at have mødt det her underlige fænomen med at sniffe ting har jeg været 3 eller 4 år. Jeg var ude i haven sammen med min mor. Hun havde plukket nogle blomster og hun stak en op til min næse og sagde 'prøv at lugte'. Jeg må have set forvirret ud, for hun bestemte sig til at vise mig hvordan man skulle gøre. Hun satte blomsten op til sin næse, tog en dyb indånding hvor efter hun lukkede øjnene og sagde 'Ahh!'. Så var det min tur. Hun holdt blomsten hend under min næse. Jeg tog en dyb indånding ligesom hun havde gjort, men forstod ikke rigtigt hvad det hele gik ud på og kiggede undrende på min mor. Der opstod en lille rynke i min mors pande, og jeg forstod straks at jeg ikke havde gjort det der var meningen. Som den rare mor hun nu engang er bestemte hun sig åbentbart til at give mig en chance til. Hun tog igen blomsten op til sin egen næse, tog en dyb indånding og sagde så 'Ahh!'. Så var det min tur igen. Jeg tog igen en dyb indånding og tilføjede denne gang det lille ord 'Ahh'. Min mors ansigt lyste op i et smil og hun begyndte at snakke om noget andet. Jeg var ret forvirret over hvad der var foregået, men glad for at jeg åbentbart havde løst opgaven tilfredsstillende.

Kan man virkelig lugte om hjørner?

Efterhånden som jeg blev ældre fandt jeg ud af at der var noget der hed at lugte og at det var noget man brugte sin næse til - når man altså ikke lige var forkølet. Det skete med mellemrum at nogen kom og stak en krukke med et eller andet op under min næse og sagde "prøv lige at lugte det her". Når jeg så måtte sige at jeg ikke kunne lugte det sagde vedkommende tit "nå, du er nok forkølet" og gik igen. Da mine prøv-lige-at-lugte-det-her-oplevelser typisk var noget med en krukke under næsen fik jeg opfattelsen af at lugte var noget meget lokalt ligesom følesansen; at man på samme måde som man kan mærke at en kogeplade eller en flamme på et stearinlys er varmt uden faktisk at røre ved det kunne luget parfume, blomster eller lignende hvis man stak næsen tæt nok på. Da min søster en dag da jeg var 6-7 år påstod noget andet troede jeg simpelt hen ikke på hende...

Jeg havde undret mig over at hun tit vidste hvad vi skulle have til aftensmad før vi kom op i køkkenet. Vi havde begge værelser i kælderen og når min mor råbte til os at vi skulle spise, og vi løb op ad trappen kunne hun nogen gange sige "Mmmmm! Vi skal have bøf" eller lignende. Jeg forstod ikke hvordan hun kunne vide det, men jeg regnede med at hun nok havde været en tur oppe i køkkenet og se efter på et tidspunkt hvor jeg ikke havde lagt mærke til det. Men en dag var vi kommet hjem sammen og havde leget sammen fra vi kom ind ad døren og til vores mor kaldte. Da hun på vej op af trappen fortalte hvad vi skulle have at spise blev jeg meget overrasket og spurgte hvor hun vidste det fra svarede hun "kan du ikke lugte det?". Jeg troede hun drillede. Jeg 'vidste' jo godt at man ikke kunne lugte rundt om hjørner og gennem 2 vægge, men da vi kom op i køkkenet viste det sig at hun havde ret! Jeg prøvede flere gange at finde ud af hvordan hun havde fundet ud af hvad vi skulle have at spise, men hun blev ved med historien om at hun havde kunnet lugte det. Jeg endte med at blive både sur og ked af det fordi hun ikke ville fortælle mig det.

Dyrenes savsmuld skal skiftes når det lugter

Det har tit undret mig at min familje ikke opdagede at jeg ikke kunne lugte. Specielt husker jeg en eposode med mine søde små marsvin som nok burde have givet dem en god ide om det. Da jeg var omkring 9 år havde jeg fået lov til at få en hamster og 2 marsvin. Jeg havde fået instrukser om at de skulle have frisk hø og savsmuld hver dag, men jeg kunne ikke rigtigt se pointen - jeg fik jo heller ikke nyt sengelinned på hver dag. Jeg bestemte mig for at en gang om ugen måtte være nok. Min mor og søster klagede flere gange over at deres bure lugtede, og min søster hjalp mig faktisk flere gange med at skifte dem fordi hun syntes de lugtede. Jeg synes ikke selv de lugtede, men regnede med at jeg nok bare var forkølet igen og at min søster som ikke var forkølet godt kunne lugte det. Kulminationen på masvinshistorien kam da min mor en dag kom ind på mig værelse og bemærkede at marsvinene da vist trængte til at blive skiftet. "Hvorfor?" spurgte jeg. Jeg tror hun blev sur på mig over at jeg stillede et for hende tåbeligt spørgsmål. Hun sagde bare "Kan du ikke lugte dem? Nå men når du opdager at de lugter skifter du dem vel!". Jeg overvejede lidt hvad hun havde sagt og kom til den konklussion at det jo måtte betyde at jeg kun skulle skifte hø og savsmuld når det begyndte at lugte, og jeg hidtil havde skiftet em alt for tit. Så jeg bestemte mig til at vente med at skifte dem til jeg kunne lugte at det lugtede grimt. Nogle dage senere (jeg husker ikke hvor mange) kom min søster for en kort bemærkning ind på værelset men vendte med det samme om og styrtede ud af døren. Hun kom kort efter tilbage med min mor som var ved at kvæles da hun kom ind i værelset og så fik jeg ellers skæld ud over ikke at have skiftet de stakkels dyr. Jeg forsøgte selvfølgelig at forklare mig, men af en eller anden grund virkede dunstene fra burene vigtigere for min familje end mine påstande om at det altså ikke lugtede.

Man kan jo ikke lugte sig selv

Som de fleste andre synes jeg at det er rart at gå i bad. Også selv om jeg ikke kan lugte forskel før og efter. Faktisk har jeg tit fået at vide at man ikke kan lugte om man selv lugter dårligt, og det har ihvert fald altid været rigtigt for mit vedkommende. Jeg kan huske at jeg på et tidspunkt begyndte at bruge deodorant fordi jeg havde fået at vide at det skulle hjælpe mod sved.Jeg talte på et tidspunkt med min mor det og fortalte at jeg altså ikke kunne mærke forskel på om jeg brugte deodorant eller ej, jeg syntes jeg svedte ligemeget af den grund. Jeg fik så at vide at deodorant ikke fik en til at svede mere men fik en til at lugte mindre af sved. Jeg syntes det lød mærkeligt, hvorfor tog man så deodorant på efter at have været i bad? Der havde man jo netop skyllet sveden af. Jeg fandt nogenlunde samtidigt ud af at jeg er allergisk overfor parfume, så jeg blev enig med mig selv om at det der med deodorant nok var en dårlig ide, hvis deodorant er til for at overdøve svedlugten så giver det vel ingen mening at tage parfumefri deodorant på. Jeg bestemte mig i hvert fald for at droppe at finde ud af hvordan man bruger deodorant og bare gå i bad hvis jeg havde svedt meget.

Den taktik gik godt i et stykke tid. Men på et tidspunkt, jeg har vel været 13 år, havde vi en gymnastiktime med et meget kort frikvarter efter. Efter frikvarteret havde vi en enkelt time før vi havde fri. I slutningen af timen plejer man jo at strække ud, så der holder man op med at svede. Det virkede tåbeligt på mig at styrte ind i bad og så styrte viddere til den sidste time. Hvis man skulle nå i bad skulle man jo skynde sig, og så kom man bare til at svede igen. Det virkede meget mere fornuftigt bare at tage tøj på og gå stille og roligt til timen og så gå hjem og gå i bad bag efter. Så kunne man tage et ordenligt bad og ikke et på 30 sekunder. Så det gjorde jeg. Næste dag tog jeg tit det samme tøj på igen, for det var jo ikke det tøj jeg havde løbet rundt og svedt i, og det så altså ikke snavset ud.

En dag i skolen blev jeg kaldt op til skolelægen. Jeg fik ikke at vide hvad grunden var, men der sad 2 damer og stillede mig en masse underlige spørgsmål. "Var der for eksempel noget galt er hjemme?". "Havde jeg det godt?". Jeg forstod ikke rigtigt hvad det hele gik ud på, for jeg var jo så vidt jeg ved ikke syg, men jeg var den eneste i klassen der skulle snakke med lægen. Til sidst blev jeg spurgt "hvor ofte går du i bad?". Endnu et underligt spørgsmål, for hvad har det at gøre med noget som helst. Det var ikke noget jeg havde tænkt over før, jeg gik altid bare i bad når jeg havde lyst til det, så jeg regnede med at det måske var 2-4 gange om ugen. "Måske burde du gå i bad lidt oftere end det" sagde lægen så. Hun sagde også noget om at sved satte sig i tøjet, så det var også vigtigt at tage noget rent tøj på. Der efter sagde de farvel og sendte mig ud igen. Jeg var meget mystificeret, men bestemte mig til at jeg hellere måtte gå i bad hver dag så.

Jeg begyndte at tage time lange bade og bruge alt det varme vand. Jeg tog også altid et rent håndklæde for sved kunne jo sætte sig i tøj, og dermed sikkert også i håndklæder, så jeg bestemte mig til at det nok var sikrest at tage et rent håndklæde hver gang. Min mor var ved at blive tosset af alt det vasken håndklæder og sagde til mig at jeg altså kun skulle tage et nyt håndklæde når det gamle var blevet snavset. (?!) Se her løb jeg ind i endnu et problem. Jeg vidste jo at:

  1. Sved sætter sig i tøj
  2. Man kan ikke lugte sin egen sved
Så hvordan helvede finder man ud af hvornår ens eget håndklæde er snavset?! Jeg fandt aldrig ud af hvordan man gjorde, og blev ved med at tage et nyt håndklæde og min mor blev ved med at fortælle mig at jeg skulle lade være. Jeg er bange for at vores håndklædekrig fortsatte til jeg blev 15 og flyttede til en efterskole. Der var jeg nemlig nødt til at vaske mine håndklæder selv...

Kan man virkelig mangle lugtesansen?

Det var faktisk på denne efterskole, Mellerup Efterskole hed den, hvor det begyndte at gå op for mig at jeg ikke kan lugte. Jeg havde en lærer der hedder Pelse. En dag havde vi metalsløjd og stod omkring 20-25 elever med bunsenbrændere og kobber og hamrede løs. "Stop!" sagde hun pludselig "Stå stille alle sammen!". Vi holdt alle sammen op med at hamre og hun styrtede hen og åbnede vinduet. Hun havde lugtet gas, og en nærmere eftersøgning viste da også at en af gashanerne ikke var ordenligt lukket. Efter at have fået lukket for gassen og forvisset sig om at der var luftet ordenligt ud sagde hun "Det var mærkeligt at det var mig der lugtede gassen, for min lugtesans har været stærkt nedsat siden jed var ude for et biluheld for nogle år siden". Det viste sig at hun havde mistet sin lugtesans og den først 2-3 år senere var ved at vende tilbage. Jeg var måløs. Kunne man virkelig miste lugtesansen? Det betød jo at der gik mennesker rundt i denne verden uden at kunne lugte! Det var så her jeg begyndt at overveje om jeg kunne være en af dem.

Der gik lang tid fra førte gang tanken om at jeg måske ikke kunne lugte, til jeg selv blev overbevist om at jeg faktisk ikke kunne lugte. Og der gik 2 år før jeg talte med min mor om det og overbeviste hende om at jeg ikke kan lugte. På dette tidspunkt var jeg 17 år gammel. Da min mor fandt ud af at jeg ikke kunne lugte bestilte hun en tid hos en øre-, næse-, halslæge til mig for at finde ud af hvad det nu var for noget. Det passede mig fint for jeg ville gerne selv finde ud af hvorfor jeg ikke kunne lugte, så vi tog afsted til lægen.

Det første han sagde til mig da vi mødtes var "Nå, så det er dig der påstår du ikke kan lugte." Det var ikke ligefrem den indstilling jeg havde forventet fra en læge som burde være specialist på området, men jeg måtte jo indrømme at det netop var det jeg påstod. Han trak der efter 3 flaske frem og bad mig fortælle hvad der var i dem. Den første indeholdt salmiakspiritus. Det var nemt at genkende på den måde den brændte i næsen og mindede lidt om saltlakrids. Den anden indeholdt eddikesyre. Det var også nemt at genkende for jeg gik på det tidspunkt i gymnasiet og havde kemi. I kemi bruges eddikesyre tit til at opløse ting i, og jeg havde efterhånden lært at genkende den måde kradsede i den foreste del af næsen på. Den tredje flaske kunne jeg ikke identificere, men min næse føltes lidt fugtig når jeg snusede til indholdet. Lægens konlussion var at eftersom jeg kunne identificere 2 ud af 3 flaskers indhold var der ikke noget galt med min lugtesans (Tåbelige mand! Jeg forventer ikke at almindelige, dødelige mennesker skal vide hvordan lugtesansen virker, men en specialist burde vide at salmiak og eddikesyre faktisk opfanges af følesansen ) Selv om jeg fik lægens ord for at min lugtesans ikke fejlede noget måtte jeg dog stadig bede mine klassekammerater om hjælp i kemi til at lugte til diverse kemiske blandinger for at identificere svovlbrinte (dette var ikke populært blandt mine klassekammerater kan jeg fortælle).

Der gik mange år fra mit første besøg hos øre-, næse-, halslægen til jeg næste gang vovede mig til at tale med en læge om min manglende lugtesans, men jeg har flere gange i de seneste år forsøgt at finde et svar på hvorfor jeg ikke kan lugte. Desværre er det ikke noget de fleste læger har lyst til at beskæftige sig med. De fleste læger jeg har talt med går så langt som til at undersøge at jeg ikke har en hjernesvulst (hvilket jeg mener nok ville være blevet opdaget i de 35 år der er gået siden min fødsel, men lidt har også ret). Der efter fortæller de mig at det er meget sjældent at være født uden lugtesans og at man ikke kan gøre noget ved det. Når jeg forsøger at forklare at jeg ikke forventer at blive kureret for min anosmi men blot vil finde ud af hvorfor jeg ikke kan lugte plejer de at komme med en sludder for en sladder som ender med konklussionen at det ikke kan undersøges nærmere.

Det at gå og tro at man er den eneste i verden der ikke kan lugte er faktisk en af de ting jeg personligt synes er det værste ved anosmi. Og hvad der er endnu værre er at det faktisk slet ikke er sandt. Der findes mange mennesker der ikke kan lugte. Nogle af dem er født uden lugtesans lige som jeg selv og andre har mistet lugtesansen lige som min efterskolelærer.

Kontakt mig

Jeg kan kontaktes per email på adressen: lonegramlarsen@gmail.com

Powered by w3.css